Hvordan køber du sofa i forhold til placering i rummet?

En sofa har ofte en central placering i hjemmet. Men ved du, hvordan du bedst placerer den for at skabe den bedste indretning i dit hjem? Inden du køber dig en sofa, kan du gøre dig nogle overvejelser om, hvor du vil placere den. Det kan nemlig også have indflydelse på dit valg.

Find ud af, hvor meget du bruger sofaen

Overvej først og fremmest, hvor meget du egentlig bruger din sofa. Mange har indtrykket af, at de bruger deres sofa enormt meget. Men når de så overvejer det grundigt, finder de måske ud af, at de i virkeligheden kun sidder i den lørdag aften.

Gør du også kun det, er det måske ikke den store flyder midt i rummet, du skal have fat i. Så er det mange kvadratmeter at bruge på et møbel, som du faktisk ikke bruger så meget. Undgå også at sætte den midt i rummet.

Placer sofaen med den bedste udsigt

Bruger du til gengæld din sofa meget, er det vigtigt, at du køber en i gode og holdbare materialer, og som er god at sidde i. Derudover er det vigtigt, at du placerer den med den bedste udsigt.

Det vil sige, at du placerer den med godt udsyn ud over rummet, hvis det er vigtigst for dig. Eller med god udsigt til TV’et, hvis det er det, du hovedsageligt foretager dig i din sofa.

Træk sofaen ud fra væggen

De fleste indretter deres stue med en sofa, der står klistret op ad væggen. Det er ofte med det formål, at den ikke skal tage plads i rummet. Men faktisk kan det netop skabe mere luft og lethed i rummet, hvis du trækker sofaen væk fra væggen. Bagved kan du stille en lille reol eller et konsolbord, så der bliver lidt afstand til væggen, men pladsen udnyttes samtidig.

Gå her efter en sofa med en lidt højere ryg, så du får både får god støtte, og det samtidig giver en tryghed i det åbne rum.